I Sønderjylland gik der en anekdote om den kendte sønderborger, købmand P.G.Wind, som gennem en 
lang årrække drev manufakturhandel i byen. - P.G.Wind hørte til de første der anskaffede sig et "ridehjul" 
(cykel, væltepeter) og han vakte ikke så lidt opsigt i byens gader, når han - som man syntes - suste 
afsted. En dag skulle han over den gamle pontonbro (flydebro mellem Als og Sundeved), men det var ikke 
så ligetil, for brovagten, der opkrævede bropenge, havde ikke fået ajourført sin tarif. Den omfattede ikke 
cykler, men det var ham ihvertfald ganske klart, at et sådant befordringsmiddel måtte der betales ekstra 
meget for. Hvis "hjulrideriet" tog overhånd, kunne det jo komme til at betyde en alvorlig slitage på broen! 
Han satte derfor taksten til 50 penning, hvilket var en uhyre betaling i forhold til det dengang gældende 
prisniveau - og ikke mindst, når det betænkes, at der kun skulle betales 4 penning for personer. 
P.G.Wind så da også yderst betænkelig ud. Han kløede sig i nakken, for han hørte ikke til dem, der 
smed om sig med penge. Efter et øjebliks tavshed spurgte han: - "Hvis nu en bagerdreng skal over 
broen med en kurv brød, hva' skal han så betale?" - "Fire penning", løs svaret. - "Godt! Så foretrækker jeg 
at spadsere", - og med denne bemærkning hev han "ridehjulet" op på nakken, betalte de fire penning og 
spankulerede afsted. - Brovagten så måbende til. Den situation var der nemlig heller ikke tænkt på, da 
tariffen blev udarbejdet!